• Topchef i Matas ser stort vækstpotentiale i de nordiske lande

    Источник: BDK Finans / 28 май 2024 04:04:10   America/Chicago

    En ny vækststrategi skal gøre Matas til den førende virksomhed inden for sit felt i de nordiske lande Danmark, Sverige, Norge og Finland. Strategien, som Matas præsenterer i forbindelse med sit årsregnskab tirsdag, skal samtidig få koncernen til at nå en omsætning på 10 milliarder om fire år. I regnskabsåret 2023/2024 havde Matas en omsætning på 6,7 milliarder kroner, hvilket er det højeste i selskabets historie. Opkøbet af den svenske skønhedskæde Kicks er en vigtig brik, hvis Matas skal nå sine vækstmål. Det sender nemlig Matas ind på de nordiske markeder, hvor der er et stort potentiale, fortæller Gregers Wedell-Wedellsborg, som er topchef i Matas. - Vi har leveret et bomstærkt regnskab med meget høj vækst og indtjening. Samtidig har vi gennemført det største opkøb i virksomhedens historie, som gør, at vi er gået fra at være en dansk virksomhed til at være en nordisk virksomhed, siger han. For at nå en omsætning på 10 milliarder kroner skal det, der har skabt vækst i den danske forretning de seneste år, rulles ud i resten af Norden. - Det er en formel, der kombinerer en attraktiv kundeklub med, at vi er rigtig dygtige til at få butikker og net til at spille sammen og give kunderne en samlet oplevelse, siger Gregers Wedell-Wedellsborg. - Samtidig udvider vi også vores sortiment, så kunderne hele tiden får noget nyt og mere at vælge mellem, lyder det videre. Selv om købet af Kicks har øget Matas' salg og åbnet døren til nye markeder, understreger Gregers Wedell-Wedellsborg, at der ikke på nuværende tidspunkt er lignende opkøb på tegnebrættet. I sit årsregnskab skriver Matas, at markedet for skønhed og sundhed i Norden har en værdi på omkring 72 milliarder kroner. Her lyder det videre, at selskabet allerede er markedsførende i Danmark, Sverige og Norge. Gregers Wedell-Wedellsborg forventer, at salget vil vokse i samtlige af de fire store nordiske lande. På papiret er potentialet dog størst i Norge og Finland, siger han. Det er her, koncernen i dag fylder mindst. Ved udgangen af marts havde Matas 264 butikker. Heraf lå 263 i Danmark, mens én lå på Færøerne. Kicks havde ved udgangen af marts 227 butikker fordelt i Sverige, Norge og Finland. I fjerde kvartal af regnskabsåret 2023/2024 kom 67 procent af koncernens omsætning fra de fysiske butikker, mens 31 procent kom fra onlinesalg. Det er Gregers Wedell-Wedellsborgs forventning, at væksten især vil være drevet af et stigende onlinesalg fremover. Han ser dog også potentiale for at åbne flere butikker. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/topchef-i-matas-ser-stort-vaekstpotentiale-i-de-nordiske-lande
Опубликовать